Live – Mest læste Håndboldnyheder

Emilie Munkø Lindholdt

Duvnjak efter fiasko: “Jeg skammer mig”

THW Kiel afsluttede søndag en sæson, som de nok hurtigst muligt vil forsøge at glemme. Efter et nederlag på 31-34 hjemme mod Lemgo, måtte Kiel afgive 5.-pladsen i Bundesligaen og dermed glippede den sidste mulighed for at sikre europæisk deltagelse i næste sæson. Det betyder, at den tyske storklub ikke skal spille europæisk håndbold for første gang i 33 år.

Skuffelsen var tydelig hos den kroatiske veteran, Domagoj Duvnjak, der ikke lagde skjul på sin frustration efter kampen:

“Jeg skammer mig helt vildt,” lød det i følge handball-world.news til de lokale medier efter kampen.

Sæsonen ender dermed uden titler, uden europæisk kvalifikation og med en sjetteplads i Bundesligaen – et resultat langt fra de forventninger, der normalt omgiver den traditionsrige klub.

Kiel havde stadig mulighed for at sikre sig en plads i Europa inden sidste spillerunde, men hjemmebanenederlaget til Lemgo satte et definitivt punktum for håbet og dermed kulminerede en sæson præget af skuffelser. For blot en uge siden tabte THW Kiel finalen i European League med 23-24 til MT Melsungen, og siden fulgte yderligere nederlag til både nedrykkerne fra GWD Minden og Lemgo.

Sæsonen har dermed været en stor fiasko for Duvnjak og Co.

Klubbens administrerende direktør Viktor Szilagyi erkender også, at sæsonen kræver en grundig evaluering:

“De seneste uger har været ekstremt belastende for alle,” udtalte Szilagyi efter kampen og fortsatte:

“Det handler ikke om enkeltpersoner. Det handler om at få klubben tilbage på rette spor. Den genstart, vi har planlagt i noget tid, skal nu realiseres fra sommeren af,” forklarede han.

Fiaskoen og den forestående evaluering lægger samtidig yderligere pres på cheftræner Filip Jicha, hvis fremtid fortsat er genstand for debat efter endnu en skuffende sæson.

THW Kiel har dog allerede sikret sig markante forstærkninger til den kommende sæson – herunder tyske Julian Köster og slovenske Domen Makuc. Om det er nok til at kunne byde topholdene op til dans, det vil tiden vise.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder