Live Mest læste Håndboldnyheder

Ditte Hansen

Efter 14 sæsoner: Klublegende slutter karrieren

Anføreren og en stor kulturbærer i klubben stopper håndboldkarrieren efter sæsonen

Efter 14 sæsoner i den gule trøje, indleder anfører Frederik Clausen en ny æra i livet, når han efter sommerferien begynder livet som eks-håndboldspiller. 

Den 28-årige forsvarsgeneral og kulturbærer har vejet for og imod, og i sidste ende besluttede han sig for, at tiden var inde til at sige stop, når hans kontrakt udløber efter sæsonen.

“Jeg har overvejet det i virkelig lang tid, fordi jeg elsker at spille håndbold, og fordi GOG har rakt ud til mig i flere omgange med oplæg til at forlænge samarbejdet. Men mit venstre knæ bliver ved med at gøre ondt og begrænse mig, og i sidste ende har jeg besluttet mig for, at nu skulle det være,” siger Frederik Clausen til klubbens hjemmeside.

Første ligakamp spillede han i 2014, og siden har han vundet to danske mesterskaber samt tre pokaltitler, ligesom karrieren har kastet 20 ungdomslandskampe og 10 A-landskampe af sig.

“Det har været fedt, og et kæmpe privilegie for mig at være anfører, for den gule trøje betyder rigtig meget for mig. Jeg ville virkelig gerne slutte karrieren af med at vinde mesterskabet for tredje år i træk. Det vil være den perfekte afslutning at løfte mesterskabspokalen, og det vil betyde meget for mig at give én mere til klubben,” fortæller Clausen, der er uddannet jurist, og nok ser ind i en fremtid, der byder på et stærkt nedsat forbrug af harpiks.

Ifølge direktør Kasper Jørgensen efterlader Frederik Clausen på flere måder et tomrum i GOG, som holdkammeraterne nu skal udfylde.

“Clausen er klubmand helt ind til benet. Det er ikke mange der spiller i den samme klub i så mange år, som Frederik har gjort, og han har været en vigtig mand i truppen, fordi han er en samlende kraft og en person, som man kan regne med”, konstaterer Kasper Jørgensen.

Live Mest læste Håndboldnyheder

Live Mest læste FODBOLDnyheder