Viborg HK er kommet i en vanskelig situation på stregpositionen, efter at Sara Hald er ude på grund af graviditet.
Klubben fra domkirkebyen har aktuelt kun én naturlig stregspiller i truppen i form af Ofelia Hallberg, og det er ikke en holdbar løsning gennem en hel sæson.
Derfor forventes Viborg at gå på markedet efter en ny spiller. Direktør Jens Steffensen erkender dog, at klubben ikke kan hente en direkte erstatning for Sara Hald.
“Vi kan ikke finde en en-til-en-erstatning for Sara. Det er vi indstillet på, for det kan ikke lade sig gøre. Så vi skal se os om efter den bedst mulige løsning, og det går vi i gang med nu, hvor vi må se, hvad vi kan gøre. Der skal nok være muligheder, så vi finder en løsning,” siger Jens Steffensen til Viborg Stifts Folkeblad.





























