Füchse Berlin står med gode kort på hånden forud for torsdagens udekamp mod FC Porto i EHF Champions League. Med en sejr i Portugal kan tyskerne sikre sig billetten videre til hovedrunden.
Holdene mødtes så sent som i sidste uge, hvor Mathias Gidsel stjal overskrifterne ved at tangere en 17 år gammel scoringsrekord med 17 mål i berlinernes 40-32-sejr. Berlinerne kommer dog til opgøret efter et skuffende 36-37-nederlag i Bundesligaen til TBV Lemgo, mens Porto har haft kampfri i den hjemlige liga.
Cheftræner Nicolej Krickau forventer en vanskelig opgave mod et portugisisk mandskab, der er pisket til sejr:
“Jeg tror, at Porto vil satse massivt på syv-mod-seks-spil. Det skal vi være velforberedte på. Vi har absolut brug for disse to point. Vi har tre meget svære kampe foran os i de kommende dage. Vi retter nu alt vores fokus mod Porto for at sikre andenpladsen i gruppen, men det bliver helt sikkert en stor udfordring,” siger Nicolej Krickau til Eurohandball.com.
Kampen fløjtes i gang torsdag klokken 20.45.





























