Nordvestjysk Elite har forlænget aftalen med cheftræner Kasper Andersen frem til sommeren 2029.
Andersen stod i sidste sæson i spidsen for det hold, der dengang hed Holstebro Håndbold, og førte klubben til oprykning til ligaen. Nu er der altså også kommet langsigtet klarhed om trænerposten i den nye tilværelse som Nordvestjysk Elite.
Cheftræneren glæder sig over, at aftalen er faldet på plads, inden en travl periode venter.
“Det er rigtigt, at jeg kigger ind i nogle travle uger om lidt, så på den måde er det nok meget godt, at der er styr på den del,” siger Kasper Andersen til Dagbladet Holstebro-Struer.





























