EH Aalborg fortsætter arbejdet med at udvikle egne talenter.
Klubben kan nu glæde sig over, at den venstrehåndede bagspiller Anne Sofie Thorbøll også er en del af truppen i den kommende sæson.
Thorbøll har sine håndboldrødder i Strandby/Elling nord for Frederikshavn og har i den seneste sæson været fast omkring ligaholdet. Det blev til ni kampe i Bambuni Kvindeligaen, og særligt hjemmeopgøret mod Viborg HK blev et gennembrud, da hun scorede ni mål på 11 afslutninger og blev kåret til EH Aalborgs bedste spiller.
Cheftræner Kenneth Hedegaard glæder sig over forlængelsen.
“Jeg er rigtig glad for, at Anne Sofie også er en del af vores trup i den kommende sæson. Hun er en spiller, som har arbejdet målrettet med sin udvikling, og som har taget nogle rigtig flotte skridt fremad gennem det seneste år, og især i den sidste del af sæsonen viste Anne Sofie det niveau, vi ved, hun besidder,” siger Kenneth Hedegaard til klubbens hjemmeside.
Han fremhæver samtidig den unge bagspillers evner som skytte og hendes blik for spillet.
For Anne Sofie Thorbøll var beslutningen om at blive i klubben forholdsvis enkel.
“Jeg har valgt at fortsætte i EH Aalborg i den kommende sæson, da jeg trives godt i miljøet og glæder mig til at fortsætte min udvikling og tage næste skridt sammen med holdet. Jeg ser frem til endnu en sæson i EH Aalborg,” siger hun.





























