Norge ser ud til at have fundet sin nye landstrænerduo.
Flere medier har erfaret, at Magnus Andersson bliver ny norsk landstræner, og at danske Henrik Kronborg får rollen som assistent. Onsdag klokken 15 har Norges Håndballforbund varslet en nyhed, og alt peger på, at det er her, den nye landstræner bliver præsenteret.
Valget får ros af Viaplay-ekspert Ole Erevik.
Han ser faglig kvalitet i løsningen, hvis det som ventet bliver Andersson og Kronborg, der skal stå i spidsen for landsholdet. Men han ser også en udfordring.
For ifølge Erevik handler jobbet ikke kun om håndboldfaglighed. Det handler også om at give landsholdet et tydeligt ansigt udadtil.
“Landsholdet er afhængigt af at bygge brandet. De har brug for et ansigt udadtil, som giver dem gratis opmærksomhed. De har brug for en profil over for samarbejdspartnere på sponsormarkedet. Jeg håber, jeg bliver positivt overrasket, men jeg mener, at Kristian Kjelling ville have været det bedste valg. Jeg er usikker på, hvordan navnene Magnus Andersson og Henrik Kronborg klinger udadtil hos det norske håndboldpublikum,” siger Ole Erevik til VG.





























