Elitesportsmiljøet er hårdt ifølge landsholdsprofil
Det er hårdt at være en del af elitemiljøet. Det fortæller Helena Elver i et interview med TV2 Sport.
“Jeg føler rigtig meget. Og det kan godt være hårdt i en verden, der på mange måder er kynisk, hård og kontant. Det kan godt være svært for mig at navigere i en kommunikation, der er kontant og så stadig kunne være mig, der føler meget. Det kan godt være svært for mig at være i”.
Når spillet ikke kører inde på banen bliver det ekstra hårdt udenfor banen, da iagttagerne godt kan være hårde ved hende og de andre spillere:
“Der kan blive snakket grimt og hårdt om mig som håndboldspiller, og det er svært for mig at skille tingene ad; folk kan have holdninger til mine præstationer på banen eller ting, jeg siger i interviews. På den anden side er der helt almindelige mig, der er et helt almindeligt menneske. Det hårde miljø kan jeg godt have svært ved at lukke ude, så det ikke får en indflydelse på mit ”almindelige” jeg”."
Landstræner Jesper Jensen er også opmærksom på at det er vigtigt for Helena Elver med tryghed på landsholdet, hvilket godt kan være uhensigtsmæssigt i elitesportsmiljøet. Det fortæller han til TV2 Sport:
“Elver skal have tryghed og faste rammer, men også lidt fleksibilitet i forhold til spillestil. Jo mere tryghed hun har, jo bedre spiller hun. Og når hun ikke føler tryghed, får hun sværere ved at præstere. Det gælder om at hjælpe hende med at finde trygheden og fortælle hende, at hun er dygtig. Hun er enormt selvkritisk – det er både et sympatisk træk, men det kan også være uhensigtsmæssigt som eliteudøver, fordi alle modstandere forsøger at komme ind i hovedet på dig”.