SG Flensburg-Handewitt fik en sejr med fra sommerens første testkamp, da den tyske topklub tirsdag aften besejrede Skanderborg AGF Håndbold med 35-33 foran et udsolgt Wikinghalle.
Danskerne fra SAH var bedst i kampens første halvleg og gik til pause med en fortjent føring på 15-13. Efter pausen fik hjemmeholdet dog bedre styr på spillet, og med en stærk afslutning lykkedes det at vende opgøret til en sejr.
Flensburgs cheftræner Aleš Pajović pegede efter kampen på, at spillerne stadig bar præg af den hårde fysiske opstart, ligesom de varme forhold i hallen gjorde betingelserne vanskelige.
En af sommerens nytilkomne profiler, danske Emil Bergholt, fik sin uofficielle debut på hjemmebane og glædede sig over opbakningen fra tribunerne.
“Det var en intens kamp i en virkelig dejlig atmosfære. Nu glæder jeg mig endnu mere til den første hjemmekamp.”, siger han til klubbens hjemmeside.
Se kampen i tal herunder:
SG Flensburg-Handewitt:
Simon Pytlick 8, Lasse Møller 6, Marko Grgić 6, Emil Jakobsen 5, Niclas Kirkeløkke 2, Emil Bergholt 2, Domen Novak 2, Aksel Horgen 1, Patrick Volz 1, Arnar Freyr Arnarsson 1, Aymeric Minne 1.
Skanderborg AGF Håndbold:
Johan Hansen 7, Jeppe Cieslak 6, Emil Lærke 3, Gustav Bruun 2, Tobias Søberg 2, Fredrik Olsson 2, Andreas Søgaard 2, Christoffer Dreyer 1, Oscar Hansen 1, Jakob Villemoes 1.





























