Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Emil Nielsen i tårer efter guldfarvel

Emil Nielsen blev den store Barcelona-helt i Champions League-finalen mod Füchse Berlin og tager afsked med klubben med guld om halsen før skiftet til Veszprém.

HBOLD.dk, Lanxess Arena i Köln

Emil Nielsen fik den afsked med Barcelona, som kun de færreste får.

Den danske landsholdsmålmand blev finalens helt store spiller, da Barcelona slog Füchse Berlin 37-34 og igen vandt Champions League. I de officielle statistikker sluttede han med en redningsprocent på 34,15, og særligt i kampens begyndelse var han brutal mod Mathias Gidsel, Lasse Andersson og resten af Berlin-mandskabet.

Nu skifter han til Veszprém.

Men først forlader han Barcelona med guld om halsen.

“Nu siger du 60 minutter. Jeg har lyst til at sige 130 sindssyge minutter. Det har været en sindssyg weekend. For hold kæft, mand. Vi har godt nok været dygtige. Det er virkelig, virkelig imponerende, det vi har gjort i år,” siger Emil Nielsen.

Barcelona var presset både i semifinalen mod Aalborg og i finalen mod Füchse Berlin. Men de fandt vejen begge gange.

“Vi kunne godt have tabt i går, og vi kunne også godt have tabt i dag. Men når man kigger på en hel sæson, synes jeg, vi har været de bedste. Så jeg synes, det er en god fortælling at stå her,” siger han.

For Nielsen blev aftenen også et følelsesladet farvel til klubben, hvor han har haft fire store år.

“Jeg er godt nok lettet. Det har været fire fantastiske år, og den her klub betyder så meget for mig. Jeg er sindssygt glad og sindssygt stolt over, at jeg står her med guld om halsen,” siger han.

Da det hele sank ind, kom følelserne.

“Det blev tårevædet. Det kan jeg nok ikke løbe fra. Da det lige gik op for mig, var det jo en kulmination på den her weekend,” siger Emil Nielsen.

Efter en lang og hård sæson var guldet den perfekte afslutning.

“Det har været et langt år og et hårdt år. Det er noget sjovere at gå på sommerferie med guld om halsen,” siger han.

Nu slutter Barcelona-kapitlet for danskeren. To Champions League-titler og to finalenederlag blev det til.

“Det har været fire fantastiske år. Jeg har været sindssygt glad for dem alle sammen. Vi har vundet to gange og tabt to gange. Det synes jeg på en eller anden måde er mission accomplished,” siger Emil Nielsen.

“Der er mange kæmpestore spillere, som aldrig har vundet Champions League. Så jeg er glad og stolt.”

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder