Selvom den danske landsholdsmålmand Emil Nielsen på banen udstråler køligt overblik og urokkelig selvtillid, gemmer der sig en helt anden virkelighed bag facaden, når de største kampe spidser til. I sin nye bog ‘Emil Nielsen – Vejen til målet’, der udkommer den 18. november på Lindhardt og Ringhof og er skrevet i samarbejde med Jesper Gaarskjær, løfter han nu sløret for den voldsomme og nærmest lammende nervøsitet, der har fulgt ham gennem karrieren.
TV 2 Sport har fået lov til at bringe dele af et uddrag fra bogen, og her fortæller Emil Nielsen blandt andet om de dramatiske minutter op til EM-finalen mod Frankrig i 2024 – hans karrieres hidtil største kamp – hvor landstræner Nikolaj Jacobsen dagen før havde overbragt ham beskeden om, at han skulle starte inde i stedet for Niklas Landin. En besked, der i første omgang udløste én umiddelbar tanke hos målmanden: “Fuck. Det har jeg virkelig ikke lyst til.”
Da finalen skulle fløjtes i gang i et kogende Lanxess Arena i Köln, kulminerede presset i omklædningsrummet i en grad, så Emil Nielsen knap hørte et ord af Nikolaj Jacobsens sidste taktiske oplæg. I stedet begyndte kroppen og tankerne at spille ham et alvorligt pus, da han pludselig mærkede en trykken i sin højre arm og fik øje på et blåt mærke, han ikke kunne forklare:
“Har jeg en blodprop i armen? Det trykker i den. Det skal det ikke gøre. De andre sidder rundt omkring i omklædningsrummet. Vi har varmet op inde i arenaen, og nu giver Nikolaj de sidste beskeder, og så er det ud til indløbet til finalen. Jeg prøver at få øjenkontakt med vores fysio. Jeg er ikke i tvivl længere. Jeg har en blodprop i armen,” skriver Emil Nielsen i uddraget, som TV 2 Sport har bragt.
Af frygt for at sprede usikkerhed til holdkammeraterne – og fordi han syntes, det var pinligt at have det sådan – valgte han at skjule sin panik og droppe at vinke fysioterapeuten over. I stedet indstillede han sig mentalt på at gå på banen med det, han var overbevist om var en blodprop:
“Jeg må bare spille med den blodprop. Måske det er min sidste kamp nogensinde, men så må det være sådan,” tænkte han sekunder inden indløbet – blot for at opleve, at al tvivl og ubehag forsvandt som dug for solen i det øjeblik, dommeren fløjtede finalen i gang.





























