Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

En rigtig kriger for os: Anders Eggert jubler over langvarig aftale med stregkæmpe

KIF Kolding har forlænget kontrakten med den 23-årige stregspiller og forsvarsprofil Mads Kragh Thomsen frem til sommeren 2030.

KIF Kolding har sikret sig en central brik til fremtiden. Den 23-årige stregspiller Mads Kragh Thomsen har underskrevet en langvarig kontraktforlængelse, som holder ham i den sydjyske ligaklub frem til sommeren 2030.

Den 202 centimeter høje stregspiller ankom til Kolding i sommeren 2024 fra svenske Lugi HF efter tidligere at have tilbragt sine ungdomsår i GOG. Efter en start med begrænset spilletid har Thomsen udviklet sig til en afgørende tovejsspiller og forsvarskrumtap, som blandt andet spillede en stor rolle i oprykningen tilbage til Herreligaen. Indtil videre står han noteret for 62 kampe og 75 mål i KIF-trøjen.

Klubbens cheftræner, Anders Eggert, lægger ikke skjul på sin begejstring over aftalen:

“Jeg er superglad for, at Mads har valgt at blive. Vi er utroligt glade for ham både på og uden for banen. Han havde en lidt svær start hos os, men da han fik chancen, greb han den virkelig. Siden har han udviklet sig helt vildt og var en af de bærende kræfter i vores oprykning. Han går altid ind og tager kampen og har udviklet sig til en rigtig kriger for os, samtidig med at han nu viser, at han også er en dygtig ligaspiller. Uden for banen tager han mere og mere ansvar og er med til at skabe den kultur, vi gerne vil have omkring holdet,” i en pressemeddelelse.

For Mads Kragh Thomsen, der i øjeblikket sidder ude med en muskelskade, var det et naturligt valg at binde sig langsigtet til klubben:

“Jeg er rigtig glad for at have forlænget min aftale med KIF Kolding. Kulturen omkring holdet, sammenholdet og ikke mindst vores unikke hjemmebane og fans gør det til et helt særligt sted at være. Jeg føler, at jeg fortsat kan udvikle mig meget her, og jeg glæder mig til at fortsætte arbejdet og kæmpe for de mål, vi har som hold og klub.”

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder