LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Ditte Hansen

Esbjerg-træner før nordisk brag: "Der skal også en god angrebspræstation til fra os"

Team Esbjerg jagter igen en sejr efter deres første nederlag i Kvindeligaen i lang tid.

Gennem de seneste fire sæsoner har ingen andre hold i verden været mere succesfulde end Vipers Kristiansand. De tredobbelte EHF Champions League Women-vindere kvalificerede sig dog ikke til Final4 i fjor, og i sommer forlod en af verdens bedste spillere klubben. Dette får ikke Team Esbjerg til at tro, at opgøret bliver lige til, for holdet besidder en utrolig rutine med stor kvalitet på alle positioner, og derfor kommer de til at presse esbjergenserne.

Team Esbjerg kommer samtidig også fra et nederlag i Kvindeligaen, og derfor skal holdet omstille sig på, at de går ind til kampen uden selvtilliden fra en sejr i bagagen fra i onsdags.

Af den grund ser cheftræner Tomas Axnér, at holdet viser en trodsreaktion i Blue Water Dokken, når kampen fløjtes i gang. For det er vigtigt, at truppen kommer til at smage sejrens sødme hurtigst muligt igen.

– Det er en kamp, hvor vi kommer fra et nederlag, så selvfølgelig vil vi gerne tilbage på vindersporet igen. Vi skal spille på hjemmebane, og der har vi være stærke i denne sæson, og vi har en revanchelyst med os til kampen, siger Tomas Axnér i en pressemeddelse.

I sommer forlod Anna Vyakhireva Vipers til fordel for Brest. Sidste sæson havde Team Esbjerg store udfordringer med at holde bagspilleren nede, men selvom hun er væk, er der stadig masser af kvalitet i holdet.

Holdet besidder nemlig en enorm rutine. Flere af spillerne har mange års erfaring fra diverse landshold, hvor de har vundet og været med i finalekampene i slutrunderne. Derfor kan man aldrig regne dem ude af en kamp.

– De har så meget rutine fra landsholdene, og så er de utrolig kloge ude fra de ni meter. De er gode i angrebsspillet med varianter og aftaler spillerne imellem, som gør det svært for os. Der skal også en god angrebspræstation til fra os, da de har et godt forsvar med muligvis det bedste målvogterpar i verden, siger cheftræneren med henvisning til Katrine Lunde og Silje Solberg.

Det danske forsvar kommer på en prøve mod de kloge nordmænd, og det kan måske blive en god ting for Team Esbjerg. Forsvaret har gennem sæsonen vist godt spil, men det har været i perioder og ikke i en hel kamp.

– Vi mangler stadig lidt. Der mangler lidt timing, og at vi bliver mere afklaret i vores aftaler. Der ligger også noget på mig i det. Vi arbejder på det, og vi har også vist det i kampene, hvor vi har spillet fremragende forsvar, men det vil vi gerne gøre i 60 minutter, siger Tomas Axnér.

Holdet, som skal sikre de to point, er uændret i forhold til seneste kamp mod Odense

Team Esbjergs trup til kampen i EHF Champions League Women, gruppespillet 5. runde mod Vipers Kristiansand søndag den 13. oktober kl. 14.00 i Blue Water Dokken:

Målvogtere: Anna Kristensen og Amalie Milling
Venstre fløj: Elin Hansson og Sanna Solberg
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen og Anne Tolstrup Petersen
Streg: Kathrine Heindahl, Rikke Iversen og Kaja Kamp
Bagspillere: Live Rushfeldt Deila, Line Haugsted, Michala Møller, Luciana Resende Rebelo, Henny Reistad og Mette Tranborg.
 
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder