Få timer efter det opsigtsvækkende brud med 1. divisionsklubben TM Tønder har ligaklubben Nordsjælland Håndbold officielt præsenteret 34-årige Lasse Folkmann som sin nye cheftræner.
Den unge træner tiltræder på en treårig kontrakt med øjeblikkelig virkning og danner fremover trænerduo med Nicolaj Jensen, der har varetaget ansvaret midlertidigt efter fyringen af Tobias Aagaard i august. Med ansættelsen kan Oliver Klarskov vende tilbage til sit fulde fokus som leder af klubbens talentakademi.
Skiftet kommer i kølvandet på et dramatisk døgn, hvor Folkmann udnyttede en klausul til at forlade Tønder efter blot én enkelt spillerunde i 1. division for at gribe chancen på øverste niveau.
Hovedpersonen stod i spidsen for sin første træning fredag og lægger ikke skjul på sin begejstring over det nye kapitel.
“Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang og ser frem til samarbejdet med en kompetent stab og en spændende trup, som jeg glæder mig til at flytte i den rigtige retning. Nordsjælland er en ambitiøs klub med store ambitioner, og det tiltaler mig meget at være med på den rejse. Samtidig elsker jeg at arbejde med unge spillere og se dem rykke sig. Derfor er jeg også glad for at komme til et sted, hvor det er en del af klubbens DNA, og hvor man har et af de stærkeste talent-setup i landet,” siger Lasse Folkmann til klubbens hjemmeside.
Hos ledelsen vækker tilgangen stor tilfredshed, hvor direktør Kim Scheuer ser et perfekt match til klubbens langsigtede strategi.
“Det har været en effektiv proces med Lasse, og vi var ikke i tvivl fra dag ét, da muligheden opstod. Jeg er utrolig glad for, at vi kan tilføre Lasse Folkmann til NH. Lasse er en usleben diamant og en knivskarp træner med ligaerfaring fra Sønderjyske og Fredericia. Samtidig er han en vellidt person, som passer rigtig godt ind i NH’s DNA. Han er ambitiøs og passer godt ind i vores vision 2030, hvor målet er at bevæge os mod toppen af dansk håndbold. Vi glæder os til, at Lasse kan sætte sit præg på både holdet og klubben,” udtaler Kim Scheuer til klubbens hjemmeside.
Vildt trænerdrama: Ligaklub henter afløser i 1. division efter fyringsskandale
Allerede tidligere fredag kom meldingen om, at Nordsjælland havde udset sig Lasse Folkmann som ny cheftræner efter kaosset på posten. Få timer senere er skiftet nu blevet officielt.
Efter trænerfyring i Nordsjælland: Ny assistent tilknyttes ligaholdet
Nicolaj Jensen og Oliver Klarskov måtte træde til omkring ligaholdet, da Tobias Aagaard pludselig blev fyret i august. Med Folkmanns ankomst kan Nordsjælland nu igen få den permanente trænerstruktur på plads.
Herreliga-klub kan starte op uden permanent cheftræner
Træneruroen begyndte allerede i juli, da Laurids Søgaard forlod Nordsjælland til fordel for Elverum. Siden har klubben været igennem flere løsninger, før valget nu er faldet på Lasse Folkmann.





























