Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Færøske landsholdsprofiler tørner sammen i udsolgt Berlin-hal

Füchse Berlins færøske højrefløj Hákun West av Teigum møder lørdag sin nære ven Elias Ellefsen á Skipagøtu fra THW Kiel og håber at kunne fejre en sejr med DJ Ötzi-hittet “Anton aus Tirol”, fortæller han til Sport Bild.

Når Füchse Berlin lørdag eftermiddag tager imod førerholdet THW Kiel i en udsolgt Max-Schmeling-Halle i den tyske Bundesliga, danner opgøret samtidig rammen om et helt særligt færøsk venskabsopgør. På hver sin side af banen står de to 24-årige færøske landsholdsprofiler og nære venner Hákun West av Teigum og Elias Ellefsen á Skipagøtu.

Selvom de to landsmænd ses flittigt uden for banen – hvor også deres kærester er bedste veninder – er der lagt op til 60 minutters benhård kamp om to vigtige point i toppen af rækken. Hos Füchse Berlin fungerer højrefløjen Hákun West av Teigum som holdets faste musikansvarlige i omklædningsrummet, og hvis hjemmeholdet trækker sig sejrrigt ud af opgøret, ved han allerede præcis, hvilken sang der skal brage ud af højttalerne for at drille sin gode ven i Kiel-trøjen. Det fortæller han til Sport Bild:

“Den vil alle gerne høre lige nu, når vi har vundet en kamp. Den hænger stadig ved fra vores tidligere holdkammerat, østrigeren Lukas Herburger,” siger Hákun West av Teigum med et grin om DJ Ötzis 27 år gamle partyslager “Anton aus Tirol”, som er blevet Berlin-truppens faste sejrshymne.

Inden opgøret har de to færøske profiler dog holdt drillerierne på et moderat niveau sammenlignet med nogle af ligaens andre store landsholdsrivaliseringer:

“Vi har ikke sådan en vild duel som Mathias Gidsel og Flensburgs Emil Jakobsen. Sådan er det ikke hos os. Vi sender måske lige et par bemærkninger over mobilen. For vi vil begge vinde. Vi snakker kort sammen før kampen og allerhelst længe bagefter, for vores to kærester er bedste veninder. Vi er jo kun tre færinger i Bundesligaen, så vi glæder os altid ekstra meget, når vi ses.”

Mens musikken fra Færøerne endnu mangler sit store internationale gennembrud til omklædningsrummets playliste, røber Hákun West av Teigum samtidig, at holdkammeraten Mathias Gidsels ønsker om dansk musik er blevet stemt ned til fordel for engelsksprogede hits, Green Day og enkelte spanske ønsker fra Aitor Ariño.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder