Fredericia Håndboldklub fortsatte de gode takter søndag aften, da mandskabet efter en hæsblæsende afslutning sikrede sig en 31-29-sejr på udebane mod Skanderborg AGF. Dermed snuppede FHK for første gang i indeværende sæson to sejre på stribe.
Opgøret bød på store udsving, hvor gæsterne vendte et tidligt efterslæb til pauseføring og siden måtte modstå et massivt comeback-forsøg fra værterne til sidst. Her trådte målvogter Sander Heieren i karakter fra bænken med afgørende aktioner og to snuppede straffekast.
Cheftræner Mathias Madsen fremhæver målmandens indhop i de nervepirrende slutminutter:
“Heieren kommer ind med nogle vigtige redninger til sidst, hvor det begyndte at spænde til igen. Det var godt at se. Samtidig fik vi ro på tingene, og Skanderborgs tekniske fejl var med til at afgøre billedet,” siger Mathias Madsen til Fredericia AVISEN.
Offensivt stjal en brandvarm William Andersson Moberg showet med hele 11 mål, og sejren sender to vitale point ind på kontoen for fredericianerne forud for de kommende opgaver.





























