Champions League-weekenden i Köln satte nye standarder for europæisk klubhåndbold.
Det oplyser EHF efter TruckScout24 EHF FINAL4 2026, hvor Barcelona vandt klubbens 12. Champions League-titel efter finalesejr på 37-34 mod Füchse Berlin.
SC Magdeburg tog bronzen med en 32-26-sejr mod Aalborg Håndbold, mens Füchse Berlin måtte nøjes med sølv efter at have slået de forsvarende mestre fra Magdeburg i semifinalen.
Set med danske øjne var Mathias Gidsel igen en af de helt store profiler.
For andet år i træk blev Füchse Berlins danske højre back topscorer i Champions League. Denne gang sluttede han på 161 mål, hvilket ifølge EHF er ny rekord i turneringen.
Final4-weekenden bød også på dansk succes på ungdomssiden.
GOG forsvarede nemlig titlen i EHF Youth Club Trophy Men, som blev afviklet i forbindelse med Final4-weekenden i LANXESS arena. Dermed vandt de fynske U17-drenge turneringen for andet år i træk.
Men det var ikke kun på banen, at Final4-weekenden satte aftryk.
Ifølge EHF blev årets udgave den største i eventets historie målt på fanaktiviteter, hospitality, underholdning, mediedækning og kommercielle aktiviteter.
Den første semifinale mellem SC Magdeburg og Füchse Berlin satte ny tilskuerrekord for Final4 med 20.122 tilskuere i LANXESS arena. Dermed blev sidste års milepæl på 20.000 tilskuere overgået.
Interessen for næste års udgave er også allerede markant. EHF oplyser, at der mindre end 24 timer efter finalen allerede var solgt mere end 14.000 billetter til Final4 i 2027.
“Efterspørgslen på årets event var exceptionel. Sammen med LANXESS arena undersøgte vi igen alle muligheder for at øge kapaciteten og byde endnu flere fans velkommen i Köln. At se rekordtallet 20.122 tilskuere i arenaen og mere end 14.000 solgte billetter til næste års udgave mindre end 24 timer efter finalen er en stærk bekræftelse på, at TruckScout24 EHF FINAL4 er blevet et destinations-event for håndboldfans fra hele Europa,” siger Lisa Wiederer, Senior Director Events hos EHF Marketing.
Mediedækningen voksede også.
Mere end 300 akkrediterede mediefolk dækkede eventet i Köln, mens 35 tv-stationer distribuerede signalet til 80 territorier. Samtidig stod 40 kameraer for produktionen, og EHF melder om et samlet livepublikum på mere end to millioner i de deltagende holds lande.
På de officielle EHF Champions League-kanaler blev der produceret mere end 450 stykker indhold i eventugen. På Instagram og Facebook skabte det mere end 49 millioner visninger og 53 millioner media views.
Også fanoplevelsen blev udvidet.
For første gang blev der lanceret en officiel Fan Trail i samarbejde med byen Köln, hvor fans kunne opleve Final4-stemningen rundt i byen. Samtidig blev fanzonen, åbningsfesten, autografskrivningen og sponsoraktiveringerne fremhævet som centrale dele af eventet.
Ifølge EHF var årets Final4 også den største hospitality-begivenhed i håndbolden med mere end 2.750 VIP-gæster på plads.
David Szlezak, Managing Director i EHF Marketing, ser weekenden som endnu en bekræftelse på Final4-formatets styrke.
“TruckScout24 EHF FINAL4 fortsætter med at sætte nye standarder for europæisk klubhåndbold. Rekordtilskuertal, exceptionel efterspørgsel på næste års event, stærk international medieinteresse, enorm partneraktivitet og fremragende sportslige præstationer viser den fortsatte udvikling af både eventet og Machineseeker EHF Champions League,” siger David Szlezak.
Köln forbliver hjemsted for Final4 frem til 2029.
Næste sæson bliver samtidig den første under Champions Leagues nye turneringsformat.





























