Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Fire VM-slutrunder og 40 år i håndbolden: Nu takker han af

Tidligere topdommer Peter Lorentzen har valgt at stoppe som observatør.

Af Per Olesen

En af dansk håndbolds helt store dommerprofiler takker af som observatør i Dansk Håndbold.

Peter Lorentzen har gennem flere årtier sat et markant aftryk på dansk og international håndbold – først med fløjten i hånden og siden som observatør.

Århusianske Peter Lorentzen begyndte i eliterækkerne i 1985 og rykkede hurtigt op gennem rækkerne. I 1986 dømte han i 2. division og var desuden i Qatar i november og december, hvor han dømte i den nationale turnering.

Året efter fulgte 1. division (den nuværende liga), og i 1989 blev han IHF-dommer.

Det blev starten på en flot international karriere, hvor han kom til at dømme ved fire verdensmesterskaber, et europamesterskab og en lang række kampe i de europæiske turneringer.

Hans sidste internationale kamp blev dømt i 2011, og året efter dømte han sin sidste kamp i ligaen.

Som dommer var Peter Lorentzen kendt for sin rolige fremtoning, sin klare linje og sin evne til at kommunikere med både spillere og trænere. Han var konsekvent, men altid med respekt for spillet og menneskene omkring det. Den tilgang gjorde ham til en dommer, der blev lyttet til – også når temperaturen var høj.

I 2014 fortsatte han sit virke, nu som observatør. Her har han brugt sin store viden til at støtte, udvikle og vejlede dommere på højt niveau.

Dermed har han ikke kun haft betydning for de kampe, han selv har dømt, men også for dem, andre har fået mulighed for at dømme efter ham.

Med Peter Lorentzens stop siger dansk håndbold farvel til en markant skikkelse der altså rækker mere end 40 år bagud.

Tak for en indsats, der har sat varige spor!

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder