Efter torsdagens dramatiske pokalsejr på 35-34 over VfL Gummersbach i DHB-Pokal venter der allerede søndag klokken 15.00 endnu en stor opgave for SG Flensburg-Handewitt, når nordtyskerne gæster de forsvarende tyske mestre fra SC Magdeburg i den tyske Bundesliga. Inden opgøret indtager SC Magdeburg andenpladsen med 20:2 point, mens SG Flensburg-Handewitt følger lige efter på tredjepladsen med 19:3 point.
Selvom der kun har været kort tid til restitution og forberedelse efter pokaltriumfen, rejser SG Flensburg-Handewitt til Sachsen-Anhalt med samtlige 15 spillere og en klar ambition om at tage begge point, fortæller cheftræner Aleš Pajovič til klubbens hjemmeside:
“Vi tager dertil med den indstilling, at vi vil vinde. De har et system, som de forbliver tro mod. Vi ved altså, hvad der venter os. Det gør det dog ikke nemmere af den grund, for vi spiller mod den klare favorit til det tyske mesterskab.”
Det er mere end fire år siden, at SG Flensburg-Handewitt senest besejrede SC Magdeburg i en betydende kamp, og i maj måtte danskerklubben se hjemmeholdet sikre sig det tyske mesterskab i netop GETEC Arena. I sommerens sæsonoptakt lykkedes det dog Flensburg at vinde 33-32 over SC Magdeburg i Eisenach, og Aleš Pajovič peger på færre fejl og maksimal energi som afgørende nøgler til søndagens topbrag:
“Vi laver færre tekniske fejl i denne sæson. Det er vigtigt, for fejl straffer Magdeburg med det samme.”





























