SG Flensburg-Handewitt går ind til den kommende sæson med et nyt navn på hjemmebanen. Arenaen, der hidtil har heddet GP JOULE Arena, kommer fremover til at bære navnet GGW Arena.
Navneskiftet sker, fordi energivirksomheden GP JOULE har valgt at afslutte den eksisterende navnesponsor-aftale før tid som led i en strategisk omlægning. Aftalen var oprindeligt gældende frem til 2027.
Flensburg har dog hurtigt fundet en ny samarbejdspartner. GGW Group overtager navnerettighederne til arenaen og sikrer dermed, at klubben fortsat har en navnesponsor på hjemmebanen.
SG-direktør Holger Glandorf glæder sig over, at løsningen faldt hurtigt på plads.
“Vi er meget taknemmelige for, at GGW Group uden lange overvejelser var klar til at påtage sig dette ansvar. Det engagement viser, hvad vores partnernetværk står for: pålidelighed, sammenhold og viljen til at finde løsninger i fællesskab,” siger Holger Glandorf til klubbens hjemmeside.
GGW Group har i forvejen været en del af SG Flensburg-Handewitts partnerkreds gennem flere år, og samarbejdet udvides nu med navnerettighederne til klubbens hjemmebane, som fremover officielt hedder GGW Arena.




























