Ditte Alnor Michelsen vender hjem til Sønderjylland.
Den 19-årige højre fløj skifter fra Gudme HK til Sønderjyske Kvindehåndbold, hvor hun har skrevet under på en etårig aftale. Dermed bliver hun en del af klubbens ligatrup i sin første sæson som seniorspiller.
Ditte Alnor Michelsen har sine håndboldrødder i Dybbøl IU og Sundeved HK og har også markeret sig på ungdomslandsholdet, hvor hun har været anfører. Hun står noteret for 32 ungdomslandskampe.
Hos Sønderjyske glæder den kommende cheftræner og sportschef Kim Johansen sig over tilgangen.
“Ditte er et stort fløjtalent, som vi er meget glade for vender hjem til Sønderjylland. Hun har mange skudvarianter, et stærkt indspring fra hjørnet og et spændende potentiale, som vi glæder os til at arbejde videre med,” siger Kim Johansen i en pressemeddelelse.
Han ser samtidig et stærkt makkerpar på højre fløj, hvor Ditte Alnor Michelsen får en anden sønderjyde i rutinerede Pernille Johannsen som holdkammerat.
“Sammen med Pernille får vi en rigtig spændende besætning på højre fløj. De kommer til at supplere hinanden godt, og Ditte får mulighed for at læne sig op ad en meget erfaren spiller og lære en masse af Pernille,” siger Kim Johansen.
For Ditte Alnor Michelsen var beslutningen om at vælge Sønderjyske Kvindehåndbold og få hjemmebane i AL Sydbank Arena Aabenraa ikke svær.
“Jeg har valgt Sønderjyske Kvindehåndbold, fordi jeg synes klubben har et ambitiøst og spændende projekt, hvor der er god plads til unge spillere som mig selv. Samtidig er jeg virkelig glad for muligheden for at vende tilbage til Sønderjylland, hvor jeg selv kommer fra. Derfor føles det som det helt rigtige skridt både sportsligt og personligt,” siger Ditte Alnor Michelsen.
Hun ser nu frem til at blive en del af den nye hverdag i klubben.
“Jeg glæder mig til at lære spillerne, staben og alle omkring klubben at kende, og jeg håber at kunne bidrage med masser af fart, gåpåmod og god energi,” siger Ditte Alnor Michelsen.
Med tilgangen af Ditte Alnor Michelsen er Sønderjyske Kvindehåndbolds trup til den kommende sæson på plads.
Klubben holder dog fortsat øje med unge talenter, der kan få mulighed for at prøve kræfter med miljøet omkring ligaholdet.
“Truppen er nu på plads, men vi holder fortsat øje med et par unge og talentfulde boblere, som kan få mulighed for at snuse til miljøet omkring ligaholdet. Vi synes, at vi står med et spændende og talentfuldt, men samtidig også stærkt hold til den kommende sæson. Samtidig glæder vi os over, at seks af vores nye spillere bosætter sig i Aabenraa. Det betyder meget for den lokale tilknytning til klubben og for Sønderjyske Kvindehåndbolds synlighed,” siger direktør Per Rasmussen.





























