Fransk håndbold bød søndag aften på en af sæsonens hidtil største overraskelser i Daikin Starligue. For første gang i næsten fire år måtte storklubben HBC Nantes – med danskerne Victor Norlyk, René Antonsen og Christoffer Bonde i truppen – forlade egen hjemmebane som tabere, da gæsterne fra Fenix Toulouse tog en sensationel 30-29-sejr.
HBC Nantes mødte ellers op med masser af selvtillid efter en overbevisende sejr over Montpellier i forrige runde, men mod Toulouse løb værterne ind i store offensive problemer og udnyttede blot 29 ud af 45 afslutninger.
I en dramatisk slutfase mistede hjemmeholdet først deres defensive styrmand Thibaud Briet til et direkte rødt kort fire minutter før tid. Sekunder før slutsignalet slog André Guillaume til og sendte det afgørende sejrsmål i netmaskerne for gæsterne, der ikke havde vundet i Nantes siden 2019.
Det uventede nederlag koster dyrt for danskerklubben, der med pointtabet må afgive førstepladsen i ligaen til Paris Saint-Germain, som i weekenden vandt 35-33 over Limoges.





























