Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

For ti år siden: Da Gulldén og Bucuresti overraskede stort

CSM Bucuresti er tilbage ved Champions League Final4 i Budapest ti år efter klubbens sensationelle triumf i 2016.

CSM Bucuresti står igen på den store scene.

Den 6. og 7. juni spiller den rumænske storklub Final4 i Champions League i Budapest, hvor klubben jagter sin anden titel i turneringen. Det sker ti år efter den store overraskelse i 2016, hvor CSM Bucuresti vandt Champions League ved sin første deltagelse.

Det skriver GSP.ro.

CSM Bucuresti møder Metz i semifinalen 6. juni klokken 16.00, mens Brest og Györ mødes i den anden semifinale klokken 19.00. Finalen spilles 7. juni klokken 19.00.

Klubben var fast gæst ved Final4 i årene fra 2015 til 2018. Første gang endte det med trofæet, mens de efterfølgende deltagelser gav bronzemedaljer.

Nu er CSM Bucuresti tilbage efter en længere pause.

Holdet trænes af Bojana Popovic, mens Iulia Curea er assistenttræner. Netop Curea var en del af det hold, der i 2016 skabte klubbens største resultat. Det samme var Aurelia Brădeanu, der i dag er manager i CSM Bucuresti, og Alina Iordache, der nu arbejder som målmandstræner i klubben.

GSP.ro har i den forbindelse set på, hvor spillerne fra guldholdet i 2016 er i dag.

Flere er fortsat i håndbolden. Mayssa Pessoa spillede i den netop overståede sæson for Saint-Amand i den franske liga, mens Ana Paula Rodrigues er tilbage i Brasilien hos Esporte Clube Pinheiros og samtidig arbejder med projekter, der skal fremme håndbolden nationalt.

Ekaterina Vetkova spiller stadig i den græske liga for Athinaikos, mens Bianca Bazaliu netop er blevet rumænsk mester med Gloria Bistrița og skifter til Corona Brașov fra næste sæson.

Også den tidligere danske landsholdsspiller Maria Fisker er fortsat aktiv. Hun har spillet for Viborg i denne sæson og skal fra næste sæson være spillende træner i færøske Eiðis Bóltfelag.

Andre har valgt en anden vej.

Jelena Grubisic indstillede karrieren i 2022 og lever nu familieliv i Kroatien. Line Jørgensen har også forladt håndbolden og har blandt andet arbejdet i retning af fysioterapien, mens Carmen Martin er stoppet. Oana Manea har trukket sig fra sporten og driver ifølge GSP.ro en isfabrik sammen med sin mand.

CSM Bucurestis triumf i 2016 står stadig som en af de store overraskelser i nyere europæisk kvindehåndbold.

I semifinalen slog rumænerne Vardar Skopje med 27-21, hvor Jelena Grubisic stod en stor kamp med 20 redninger. Hun husker især den mentale frihed, holdet spillede med.

“Ved I, hvad vores hemmelighed var? Vi nød øjeblikket. Vi blev betragtet som outsidere, og ingen troede på, at vi ville nå Final4 fra fjerdepladsen i gruppen, men det lykkedes for os. Vi tog dertil med bevidstheden om, at alt var muligt. Vi var afslappede, uden pres, med en fantastisk atmosfære og ekstremt motiverede for at vise, at vi kunne gøre det. Og det gjorde vi,” siger Jelena Grubisic til GSP.ro.

Finalen mod Györ blev et drama.

Efter 60 minutter stod det 22-22, og efter forlænget spilletid var stillingen 25-25. CSM Bucuresti vandt derefter straffekastkonkurrencen 4-1.

Isabelle Gullden scorede 15 af CSM Bucurestis 22 mål i den ordinære spilletid, mens både Jelena Grubisic og Mayssa Pessoa fik afgørende roller i målet.

Ti år senere forsøger CSM Bucuresti nu at skrive et nyt kapitel i Budapest.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder