Forsvarschefen irriteret over rumænsk stregspiller
Lorena Ostase på den rumænske streg voldte det danske forsvar store problemer, især i første halvleg. Og den danske forsvarsgeneral, Line Haugsted, var efter kampen træt af den måde, Ostase brugte feltet til at komme udenom de danske forsvarsspillere på.
Haugsted forklarer, at Ostase hele tiden udnyttede feltet til at skaffe sig plads: "Hun bruger feltet konsekvent, og så bliver man irriteret. Det er træls, når man gør dommerne opmærksomme på, at hun gør det stort set hver gang tre-fire sekunder inden, hun modtager bolden, og de så stadig ikke dømmer på det," siger hun til TV 2 Sport.
Den danske stregkamp var derfor alt andet end simpel, og Haugsted lagde ikke skjul på, at netop den detalje sled ekstra på det danske forsvar i en kamp, hvor tempoet i forvejen var højt.