Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Fra Berlin til HØJ: Lasse Andersson kan slutte med CL-trofæ

Lasse Andersson scorede syv mål, da Füchse Berlin slog SC Magdeburg 40-35 og sikrede sig en Champions League-finale i danskerens sidste kamp før skiftet til HØJ Elite.

HBOLD.dk, Lanxess Arena i Köln

Lasse Andersson får den afsked med Füchse Berlin, som kun de færreste tør drømme om.

Til sommer skifter den danske bagspiller til HØJ Elite, men først venter en Champions League-finale i hans sidste kamp for Berlin.

Lørdag spillede Andersson en stor rolle, da Füchse Berlin slog SC Magdeburg 40-35 i semifinalen ved Final4. Han scorede syv mål og var med til at sende sit hold videre til søndagens finale.

“Det er super fedt. Det er også lidt grønt for mig, at min sidste kamp her skal være en Champions League-finale. Det er selvfølgelig specielt, men jeg er utrolig glad for, at det er måden, jeg kan slutte mine år i Berlin af på. Det er helt ubeskriveligt,” siger Lasse Andersson.

Glæden var tydelig efter semifinalen, men allerede kort efter sejren begyndte næste opgave at melde sig.

“Lige nu nyder vi det, og så er vi glade. Men så skal vi også lige have skruet hovederne på igen, så når vi kommer hjem på hotellet, kan vi lige slappe lidt af og begynde at forberede os til kampen i morgen,” siger han.

For selv om Berlin har spillet sig i finalen, står holdet stadig uden det trofæ, de er kommet til Köln for at jagte.

“Vi er glade for sejren i dag, men vi har ikke rigtig vundet noget endnu. Så det handler om virkelig at få fyldt tankene op igen og være klar til i morgen,” siger Lasse Andersson.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder