JYSKE BANK BOXEN (HERNING, HBOLD.DK): For Simon Hald lignede det endnu et kapitel i en lang landsholdskarriere fyldt med slutrunder og medaljekampe. Men midt i kampen blev fokus brat flyttet fra bolden, modstanderen og resultatet – til noget langt mere alvorligt.
Allerede undervejs i semifinalen begyndte kroppen at sende signaler, Hald ikke kunne ignorere. Det var ikke en fiberskade, et slag eller en overbelastning. Det var noget, der ramte dybere – og hurtigere.
– Det er lidt hjerteflimmer, hvor det ikke helt er i takt i de øverste to kamre, man har i hjertet, af hvad jeg lige fik forklaret. Jeg er jo ikke ekspert i det der, siger Simon Hald til HBOLD.dk og pressen ærligt, da han efterfølgende satte ord på situationen.
Selvom han tidligere havde mærket noget, der mindede om det, stod det hurtigt klart, at denne gang var anderledes.
– Jeg har en enkelt gang prøvet lidt lignende. Men jeg har ikke prøvet det i den her grad.
Inde på banen blev ubehaget hurtigt forvandlet til decideret bekymring. Det, der normalt er rutine for en stregspiller på højeste niveau, føltes pludselig uoverkommeligt.
– Jeg sugede efter luft og blev hurtigt træt, når jeg anstrengte mig, forklarede Hald.
Da han kom ud på bænken, blev fornemmelsen ikke bedre – tværtimod.
– Da jeg så kom ud, kunne jeg godt mærke, at så blev det endnu værre. Jeg kunne mærke, at det ikke var, som det skulle være, og at noget var galt.
Situationen sendte ham videre til nærmere undersøgelser, og dermed sluttede slutrunden brat – i hvert fald på banen. Alligevel var det ikke hans egen skuffelse, der fyldte mest i øjeblikket.
– Desværre, men jeg var glad for, at drengene de klarede det. Det var trods alt det vigtigste.
De efterfølgende dage blev præget af ventetid, undersøgelser og usikkerhed. Fra det ene øjeblik at være klar til kamp og det næste at være afhængig af lægefaglige vurderinger, beskriver Hald dagene som mentalt krævende.
– Det har været lidt op og ned. Fra at jeg skulle spille og har spillet nogle sjove og gode kampe, til at være i en venteposition og se, hvad der kunne lade sig gøre, sagde han.
Mens resten af holdet forberedte sig på finalen, måtte Hald affinde sig med, at hans rolle forandrede sig. Ikke som aktør på banen – men som støtte fra sidelinjen.
– Jeg kunne desværre ikke spille EM-finalen mod Tyskland, men jeg er glad for, at jeg er nået at komme herud. At komme ud og støtte drengene og se dem præstere det, de nu engang gjorde.
Frem mod finaledagen var håbet dog ikke helt slukket. Der var en reel mulighed for, at han kunne blive klar – hvis kroppen selv fandt tilbage i normal rytme.
– Hvis det havde gået i hak af sig selv, så havde jeg fået lov til at spille. Det havde lægerne også givet mig lov til, forklarede han.
Derfor trak man beslutningen så langt, som det var forsvarligt.
– Vi prøvede at give det så lang tid som muligt. Men vi kunne heller ikke give det længere tid, da vi ramte i dag, sagde Hald.
– Det lykkedes så ikke, og jeg skulle have lidt hjælp af et lille stød. Så det var sådan, det var.
Mens guldet senere blev fejret på banen, stod Simon Hald på sidelinjen med et andet perspektiv på slutrunden end de fleste. For ham handlede EM ikke længere kun om medaljer og resultater, men om sundhed, fællesskab og taknemmeligheden over, at kroppen blev taget alvorligt i tide.
Og selvom hans EM sluttede tidligere end håbet, var han stadig en del af holdet – et hold, der stod sammen, også når kampen pludselig handlede om noget helt andet end håndbold.
