Skanderborg AGF leverede torsdag aften en regulær europæisk magtdemonstration, da det østjyske mandskab vandt overlegent med 38-30 på udebane over franske Montpellier i EHF Champions League.
Efter en lige indledning ved 8-7 til franskmændene overtog gæsterne styringen totalt. Et taktisk træk med syv-mod-seks-spil kyste hjemmeholdet fuldstændigt, og cheftræner Érick Mathé lægger over for eurohandball.com ikke skjul på sin store skuffelse over afklapsningen:
“Skanderborg AGF spillede to rigtig gode kampe mod os og fortjente fuldt ud deres sejr. Vi står groggy tilbage. Vi fik en god start med gode intentioner, men de gav os en håndboldlektion med deres syv-mod-seks-angreb, og vi formåede aldrig at dæmme op for det,” erkender Érick Mathé.
Med nederlaget må den franske storklub se sig distanceret i gruppen, hvor Skanderborg AGF med fem point nu har slået et afgørende hul i tabellen.





























