Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Fransk håndboldlegende bliver ny landstræner for miniputnation

Didier Dinart er ny landstræner for Luxembourgs herrelandshold. Den franske håndboldlegende kommer senest fra jobbet som landstræner i Montenegro.

Luxembourg har hentet et markant navn ind som ny landstræner.

Den franske håndboldlegende Didier Dinart overtager ansvaret for Luxembourgs herrelandshold, efter at hans aftale med Montenegro udløb efter VM-playoffkampene mod Slovenien. Det skriver det tyske medie Kicker.

Dinart forlader Montenegro efter et tæt samlet nederlag til Slovenien i jagten på en VM-billet. Nu fortsætter trænerkarrieren i Luxembourg, hvor han blandt andet skal have fokus på kvalifikationen til EM i 2028.

“Jeg er stolt af den tid, vi har haft sammen, og taknemmelig for den tillid, jeg har fået. Jeg har dog besluttet at acceptere tilbuddet fra Luxembourgs landshold, først og fremmest af familiære årsager og på grund af mine langsigtede planer,” siger Didier Dinart om afskeden med Montenegro.

I Luxembourg afløser han tyske Maik Handschke, der i april stoppede som både landstræner og teknisk direktør i det luxembourgske håndboldforbund.

For Luxembourg er ansættelsen et stort navn. Dinart var som spiller en af sin generations mest markante forsvarsspillere og vandt både OL, VM og EM med Frankrig. Som træner førte han det franske landshold til VM-guld i 2017.

“Med denne ansættelse understreger FLH ambitionen om konsekvent at udvikle luxembourgsk håndbold. Didier Dinarts internationale erfaring, faglige kompetence og professionalisme vil være af stor værdi både for landsholdets fremtid og for hele forbundet,” lyder det fra det luxembourgske håndboldforbund.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder