Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Fransk legende og rumænsk profil overtager landshold efter stor profil glippede

Sandu Iacob og Cédric Sorhaindo overtager det rumænske herrelandshold efter forhandlingskollaps med Filip Jícha.

Det rumænske håndboldforbund (FRH) har tirsdag officielt præsenteret landets nye trænerstab for herrelandsholdet. Den 49-årige tidligere landsholdsanfører Sandu Iacob overtager rollen som landstræner, mens det franske ikon Cédric Sorhaindo er ansat som assistenttræner.

Udnævnelsen kommer i stand, efter forhandlingerne med den tjekkiske toptræner Filip Jícha brød endegyldigt sammen. Ifølge rumænske GSP var den tidligere THW Kiel-træner forbundets absolutte førsteprioritet, men en samlet økonomisk pakke på omkring 20.000 euro – inklusiv bolig, bil og flybilletter – fik aftalen til at strande, da den rumænske olympiske komité afviste at medfinansiere ansættelsen.

I stedet faldt valget på Sandu Iacob, der har en fortid som georgisk landstræner og assistent for det rumænske landshold, samt cheftræner i klubber som Steaua Bukarest og HC Dobrogea Sud. Ved sin side får han den 42-årige tidligere verdensstjerne Cédric Sorhaindo, der vandt Champions League tre gange i løbet af 11 sæsoner i FC Barcelona, og som senest har fungeret som manager i Dinamo Bukarest.

Den nye trænerduo står foran en ilddåb med det samme. Rumænien indleder kvalifikationen til EM 2028 på udebane mod mægtige Frankrig den 5. november, efterfulgt af et hjemmebaneopgør mod Polen den 8. november i Tulcea.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder