Med sejren rykker Sønderjyske op på en foreløbig femteplads i Betoro Herreligaen, hvor holdet ligger side om side med SAH, der dog har en kamp i hånden.
Ifølge assistenttræner Peter Nielsen var især holdets defensive arbejde afgørende for sejren.
“Vi fortsætter det rigtig gode spil fra de seneste uger, hvor vi især lykkes med vores fysiske og defensive arbejde. Det er med til at frustrere Mors-Thy og skabe muligheder for de nemme mål,” siger han til klubbens hjemmeside.
Thorsten Fries leverede desuden hele 15 redninger, mens Viktor Bergholt blev holdets topscorer med otte mål.
Næste opgave for Sønderjyske venter i næste weekend, når Skjern Håndbold kommer på besøg lørdag.





























