Den islandske landsholdsprofil Viggó Kristjánsson har været ude af spillet siden marts måned, hvor en mystisk og smertefuld knæskade satte en stopper for sæsonen i den tyske Bundesliga.
I knap et halvt år har den 32-årige højre back fra HC Erlangen kæmpet for at finde svar på sine smerter. Efter et uheld i en kamp mod Frisch Auf Göppingen frygtede islændingen det værste, men scanningerne gav i første omgang ingen forklaring.
Over for det islandske medie Morgunblaðið (mbl.is) fortæller han om det frustrerende forløb, hvor han forgæves søgte eksperthjælp overalt:
“Jeg kom til skade i en kamp mod Göppingen i marts. Jeg mærkede en voldsom smerte i knæet i en finte, og jeg troede først, at jeg havde revet korsbåndet over. Dagen efter fik jeg en MR-scanning, og der kunne man reelt ikke se noget alvorligt. Jeg havde et mindre knoglemarvsødem, og jeg forsøgte at træne uden om det. Men jeg havde hele tiden mange smerter, og jeg kørte Tyskland tyndt efter alverdens behandlinger og indsprøjtninger. Intet virkede, og man fandt aldrig ud af, hvad der var galt,” siger Viggó Kristjánsson til Morgunblaðið.
Redningen blev en kontakt til det islandske landsholds læge, Örnólfur Valdimarsson, som anbefalede en kikkertoperation og fornyede undersøgelser.
“Seks uger efter den første scanning kom jeg i en ny MR-scanner, og her viste der sig en meget tydelig bruskskade. Den blev jeg så opereret for i slutningen af maj,” forklarer bagspilleren og tilføjer:
“Det er selvfølgelig frustrerende, at det tog to måneder at finde ud af præcist, hvad der plagede mig. Men det nytter ikke noget at tude over det nu; det er fortid. Jeg føler, at jeg er i god bedring, og jeg håber på at kunne spille igen i løbet af de kommende uger.”
Comebacket falder på et tørt sted for HC Erlangen, der har fået en svær start på sæsonen med blot et enkelt point efter de første tre runder i Bundesligaen.
Landsholdsspiller kæmper med skade inden sæsonstart
Viggó Kristjánsson måtte misse sæsonstarten efter operationen for sin bruskskade i knæet, men har hele tiden haft ambitionen om at vende tilbage og hjælpe HC Erlangen.
Emil Madsen blandt skadesramte Bundesliga-profiler
Allerede i sommer var Kristjánsson blandt de markante Bundesliga-profiler med en usikker skadessituation efter at have misset Erlangens sidste ni kampe i den foregående sæson.
Flensburg henter islandsk landsholdsspiller
Når islændingen er færdig med sin sidste sæson i Erlangen, venter et stort skifte til SG Flensburg-Handewitt, der har sikret sig højrebacken fra sommeren 2027.




























