Füchse Berlins 35-årige anfører og defensive profil, Max Darj, må vinke farvel til den tyske hovedstadsklub efter indeværende sæson, da klubben har valgt ikke at forlænge svenskerens aftale.
Trods beskeden om, at tiden i Berlin rinder ud til sommer, har den rutinerede stregkæmpe ingen intentioner om at lægge håndboldskoene på hylden.
Over for Sport Bild slår Darj fast, at karrieren fortsætter:
“Det er helt sikkert, at jeg spiller videre. Hvor det bliver, vil jeg nu diskutere i ro og mag med min kone Amanda. Selvfølgelig ville det være dejligt at kunne slutte af med en titel, men det giver mig ikke ekstra motivation. Det kan man ikke planlægge. Det er håndbold – god håndbold – der motiverer mig,” fastslår Max Darj.
I Füchse-lejren kalder administrerende direktør Bob Hanning svenskeren for et “fantastisk menneske”, men fastholder, at klubben har været nødt til at træffe et strategisk valg for fremtiden. Hanning tilføjer samtidig, at Berlin-klubben allerede har ideerne på plads og snart melder ud omkring afløseren på stregen.




























