Live – Mest læste Håndboldnyheder

Ditte

Füchse Berlin-profil opereret – nu venter pause på ubestemt tid

Siden begyndelsen af året har Nils Lichtlein kæmpet med en skade i foden, men han kunne gennemføre sæsonen uden et kirurgisk indgreb.

Den kommende sommerpause bruger Füchse Berlin-playmakeren nu på en operation, som vil medføre en periode på sidelinjen. Det oplyser den tyske hovedstadsklub i en pressemeddelse.

Mens Nils Lichtlein i januar forberedte sig til håndbold-EM med det tyske landshold i Danmark, Sverige og Norge, pådrog Füchse Berlin-spilleren sig en skade. Under en træning i Hannover fik bagspilleren en skade i venstre fod. Han missede starten på EM, men formåede senere at spille sig ind på holdet og bidrog til turneringen, hvor han til sidst kunne hænge en sølvmedalje om halsen.

Siden sin tilbagevenden til klubben fra den tyske hovedstad har han gentagne gange været hæmmet af de vedvarende gener. Efter konsultationer med specialister var en operation dog uundgåelig. Indgrebet blev onsdag den 24. juni gennemført med succes af fodspecialisten Dr. Manfred Thomas i Augsburg.

Lichtlein forventes nu at være ude på ubestemt tid.

Direktør Bob Hanning:

– Nils har trods smerter stillet sig til rådighed for både os og landsholdet i næsten et halvt år. Nu får han al den tid, der er nødvendig for at blive helt fri af skaden. Samtidig vil jeg gerne rette en tak til Dr. Thomas.

Cheftræner Nicolej Krickau:

– Det er godt, at operationen forløb succesfuldt. Det er selvfølgelig ærgerligt, at Nils nu må sidde ude i en periode, men vi arbejder på, at han kan vende tilbage til banen så hurtigt som muligt. Vi ønsker ham alt det bedste i genoptræningen og vil naturligvis støtte ham hele vejen.

Nils Lichtlein:

– Jeg er glad for, at operationen gik godt. Tak til Dr. Thomas. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at komme tilbage så hurtigt og så stærkt som muligt. Det var vigtigt for mig at kunne afslutte sæsonen sammen med holdet og støtte holdkammeraterne.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder