Den traditionsrige tyske klub GWD Minden har reageret prompte på en skuffende start på tilværelsen i 2. Bundesligaen. Efter blot 3 point i de første fem kampe og en aktuel 13.-plads har klubben valgt at afbryde samarbejdet med cheftræner Aaron Ziercke med øjeblikkelig virkning. Afløseren er allerede på plads i skikkelse af islandske Erlingur Richardsson.
Minden åbnede sæsonen med et 23-24-nederlag mod mednedrykkerne, efterfulgt af uafgjort mod TuSEM Essen samt knebne nederlag til ASV Hamm-Westfalen og TV Hüttenberg. Eneste sejr kom i lokalopgøret mod TuS N-Lübbecke (30-24). Ifølge klubbens ledelse er det dog ikke udelukkende pointtabene, der ligger til grund for fyringen, men i lige så høj grad holdets spillemæssige udvikling og udtryk på banen.
GWD Mindens direktør, Nils Torbrügge, sætter ord på den svære beslutning:
“Aaron Ziercke har opnået store fortjenester for GWD Minden i de seneste år. Fra redningen i nedrykningskampen i 2. Bundesliga til genoprykningen til Bundesligaen. Det fortjener han vores uforbeholdne tak for. Sæsonstarten har dog vist os, at holdet har brug for en ny impuls for at nå de langsigtede mål. Det har ikke været en nem beslutning for mig.”
Ny mand i spidsen for holdet bliver den 54-årige islænding Erlingur Richardsson, der er hentet fra den islandske klub ÍBV Vestmannaeyjar. Richardsson kender tysk håndbold indgående; han stod i spidsen for Füchse Berlin i 2015 og 2016, hvor han blandt andet vandt Klub-VM to gange, inden han fra 2017 til 2022 var landstræner for det hollandske herrelandshold.
Direktør Torbrügge forklarer valget af den islandske trænerkapacitet:
“Vi har truffet et helt bevidst valg med Erlingur. Han råder over enorm erfaring, kender Bundesligaen og har på både klub- og landsholdsniveau vist, at han kan udvikle hold og skabe en klar struktur. I samtalerne med ham mærkede vi hurtigt, at vi deler samme syn på, hvad holdet har brug for nu, og hvordan vi ønsker at udvikle os sportsligt. Vores mål er sammen at skabe stabilitet og kontinuitet i præstationerne.”
Richardsson har underskrevet en aftale gældende for resten af sæsonen og ser frem til at trække i arbejdstøjet med det samme:
“Jeg er utrolig glad og glæder mig enormt til at komme til GWD Minden. Muligheden opstod meget uventet, og det hele gik stærkt. I sport må man nogle gange træffe hurtige beslutninger, når den rette mulighed byder sig, og dette var præcis et sådant øjeblik. Jeg kender tysk håndbold særdeles godt fra mine tidligere år i Bundesligaen. Jeg har også fulgt 2. Bundesliga tæt, ikke mindst fordi min søn spiller for HSG Nordhorn-Lingen. Vi har ingen tid at spilde.”
Islændingen slår fast, at første prioritet er at lære spillere og stab at kende og få sat en klar kurs for holdet:
“Jeg tror fuldt og fast på hårdt arbejde, klar kommunikation og på at forme et mandskab, der kæmper for hinanden hver evig eneste dag. Jeg glæder mig til at ankomme til Minden og komme i gang med det samme.”





























