JYSKE BANK BOXEN (HERNING, HBOLD.DK): Tværtimod har turneringen budt på modgang, justeringer og kampe, hvor intet kom af sig selv. Men netop derfor står Danmark nu i finalen med en særlig fornemmelse i kroppen.
En blanding af lettelse, selvtillid og tro på, at holdet rammer sit højeste niveau, når det gælder allermest.
Det er den fornemmelse, Mathias Gidsel sætter ord på forud for finalen mod Tyskland.
– Jeg står med en god fornemmelse. Jeg tror, vi alle sammen er lidt lettet over, at vi er her. Det har ikke været en lige frem vej for os. Vi har snørklet os frem til den her EM-finale på hjemmebane, og nu er vi her, siger Mathias Gidsel til HBOLD.dk og resten af den danske presse.
Ifølge Gidsel er det netop kendetegnende for denne danske trup, at den formår at samle sig i de afgørende øjeblikke – også når rejsen dertil har været ujævn.
– Det tror jeg, det her hold er rigtig gode til: At vide, at nu slår vi til. Og i går synes jeg, at vi leverede en fantastisk præstation. Det skal vi også gøre igen i morgen mod et fantastisk tysk hold.
Respekten for modstanderen er tydelig. Tyskland har gennem turneringen vist både bredde og kvalitet og har ifølge Gidsel bevæget sig tættere og tættere på det danske niveau.
– Jeg synes, de er kommet ubehageligt tæt på også kvalitetsmæssigt. Men det er vel også okay i en EM-finale. Det er jo de to bedste hold, der står her.
Danmark og Tyskland mødtes tidligere i turneringen, og her havde danskerne i perioder godt styr på opgøret. Men Gidsel forventer, at tyskerne kommer markant bedre forberedt denne gang.
– Jeg vil i hvert fald forvente, at de har en mere klar plan B, end de havde i vores mellemrundekamp, hvor jeg synes, vi nogle gange fik lidt frit spil og egentlig havde rigtig godt styr.
Samtidig understreger han, at finaler sjældent udvikler sig efter drejebogen.
– Men nogle gange har kampene også sit eget liv. Nu må vi se, hvordan vi kommer ind i kampen i morgen. Jeg har en god tro på, at vi står godt til Tyskland.
Hvis der er ét område, hvor Gidsel ser en potentiel fare, er det tyskernes individuelle kvaliteter. Holdet råder over flere unge spillere med evnen til at vende en kamp på egen hånd.
– Så meget X-Factor synes jeg, de har. Og det må vi bare sige, det er måske det punkt, de kan slå os på. De har så meget X-Factor, at nogle gange kan nogle af de unge drenge eksplodere fuldstændig i sådan en kamp.
Derfor bliver rammerne omkring finalen også afgørende. Kulissen, presset og betydningen kan blive en faktor i sig selv.
– Der må man bare krydse fingre lidt for, at kulissen og betydningen måske kan holde lidt af den X-Factor.
Med hjemmebane, erfaring fra de største kampe og en trup, der har fundet styrke i modgangen, går Danmark ind til EM-finalen med både ro og respekt.
For Mathias Gidsel og holdkammeraterne handler det nu om at gøre det, de selv mener, de er bedst til: at ramme topniveauet, når presset er størst – og slå til, netop når det gælder.





























