Live – Mest læste Håndboldnyheder

Emilie Munkø Lindholdt

Gidsel har udviklet sit spil: Jeg bliver nødt til at træde frem

Målene bliver fortsat leveret på samlebånd, men Mathias Gidsels betydning for både Füchse Berlin og landsholdet handler efterhånden om mere end hans offensive kvaliteter. Han er vant til at tage ansvar med bolden i hænderne, men han har også udviklet sig til at være en leder både på og uden for banen.

Den danske højreback er blevet en stadig mere markant leder på banen, hvor han ikke blot skal skabe resultater, men også sørger for at løfte sine holdkammerater.

Gidsel er også bevidst om, at der følger et større ansvar med hans position på holdet. Med sine 27 år er tiden kommet til at tage endnu mere ejerskab:

“Jeg bliver nødt til at træde frem. Jeg kan ikke blive ved med at gemme mig bag, at jeg er ung. Jeg er trods alt 27, så jeg bliver nødt til at udvikle den her evne. Jeg har heldigvis også fået en erkendelse af, at udviklingen som leder og menneske faktisk også gør dig bedre som håndboldspiller,” fortæller Mathias Gidsel til TV 2 Sport.

For Gidsel handler det ikke længere udelukkende om egne præstationer og statistikker. Han er i højere grad optaget af, hvilken indflydelse han har på holdets samlede præstation.

Et konkret eksempel kom i lørdagens Bundesliga-opgør mod Eisenach. Her var Füchse Berlin længe på vej mod et overraskende nederlag, men gæsterne formåede at vende et truende nederlag til en sejr på 32-29. Med 20 minutter tilbage var Berlin bagud med syv mål, og netop i den situation oplevede Gidsel, at hans lederegenskaber var særligt vigtige.

Gidsel scorede selv 12 gange i opgøret, men den store arbejdsbyrde stopper ikke ved de mange minutter på banen og de offensive bidrag.

Med kampe hver tredje eller fjerde dag er der også en fysisk og mental belastning forbundet med at skulle være holdets samlingspunkt. Han erkender da også, at han har ændret sin tilgang til kampene for at kunne give mere til sine holdkammerater:

“Selvfølgelig kræver det meget, men jeg tror også, jeg er gået lidt på kompromis med min egen egoistiske måde at sætte mig op til kampene på. Jeg sørger ikke kun for, at jeg er der 100 procent, men giver også lidt ekstra energi og tid til, at mine holdkammerater også er der 100 procent,” siger han fortsat til TV 2 Sport.

Den danske verdensstjerne får mulighed for at vise både sine spillemæssige og ledelsesmæssige kvaliteter igen onsdag, når Danmark møder Spanien i Euro Cup i Jyske Bank Boxen.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder