GOG har sikret sig en vigtig defensiv brik til de kommende sæsoner. Den fynske traditionsklub er blevet enig med den 32-årige norske forsvarsstyrmand Lasse Balstad om en kontraktforlængelse, så parterne nu har papir på hinanden frem til sommeren 2028.
Balstad ankom til Gudme fra Fredericia forud for sæsonen 2025/2026 og har hurtigt etableret sig som krumtap i defensiven. De stærke præstationer har samtidig banet vejen for et landsholdscomeback, hvor Norges nye landstræner, Magnus Andersson, har udtaget ham til sin første trup.
For nordmanden selv var det både de sportslige rammer og familielivet på Sydfyn, der gjorde udfaldet ved forlængelsen:
“Jeg er meget glad for forlængelsen, fordi jeg er et godt sted sportsligt, som matcher mine ambitioner, men lige så vigtigt fordi jeg trives udenfor banen også med menneskene og som en del af GOG-familien. Både jeg og familien har det utrolig godt på Sydfyn og glæder os over at fortsætte eventyret i GOG og på Fyn.”
Hos ledelsen vækker den flerårige aftale stor tilfredshed. Sportschef Mikkel Voigt peger på Balstads afgørende rolle i, at holdet har lukket næstfærrest mål ind i ligaens første 12 kampe:
“Forsvarsspillere trækker sjældent de store overskrifter, men vi er i GOG fuldt ud bevidste om det store arbejde, Lasse lægger i at arbejde med udviklingen og kvaliteten i vores defensiv og er derfor meget tilfredse med at forsætte det gode samarbejde med Lasse.”





























