GOG har handlet hurtigt.
Med Frederik Bjerres kommende skifte til Wisla Plock har fynboerne sikret sig en ny venstre fløj fra øverste internationale hylde. Lucas Pellas skifter fra Montpellier på en toårig kontrakt fra sommeren 2026.
Den svenske landsholdsspiller har været i den franske storklub i seks sæsoner og står noteret for 78 landskampe. Han har blandt andet været med til at vinde VM-sølv i 2021 og EM-guld i 2022 med Sverige.
Sportschef Mikkel Voigt lægger ikke skjul på, at afløserjagten har haft høj prioritet.
“Det har været en meget vigtig proces at finde afløseren for Frederik Bjerre, og det er i den grad lykkes. Tilgangen af Lucas Pellas matcher de ambitioner, vi har i GOG. Efter en god dialog med Lucas var det tydeligt, at han er topmotiveret for at blive en del af GOG og den spillestil, vi står for.”
Voigt fremhæver især Pellas’ alsidighed.
“I Pellas får vi en teknisk dygtig og rutineret fløjspiller med kompetencer, som kan gøre ham til en farlig målskytte for GOG. Han er stærk i afslutningerne fra fløjen og har samtidig en virkelig god fornemmelse for kontraspillet. Samtidig har han for både det svenske landshold og Montpellier været en dygtig straffekastskytte. Vi får endnu en international topspiller på venstre fløj i GOG.”





























