Der venter et vaskeægte topbrag i Blue Water Dokken mandag aften, når ligaens to førende hold, Ribe-Esbjerg HH og GOG, tørner sammen.
Begge hold står med 11 point efter de første seks spillerunder, og Ribe-Esbjergs placering helt i toppen har imponeret GOG-træner Kasper Christensen.
“Vi har stor respekt for Ribe-Esbjerg HH, der virkelig har gjort det godt. De har haft et fornuftigt program indtil videre. Det skal siges, men kampene skal jo vindes. 11 point efter de første seks runder er stærkt,” siger han til MigogEsbjerg.
Kasper Christensen peger blandt andet på kontinuiteten i Ribe-Esbjergs trup og et stærkt forsvar som forklaringer på starten. Samtidig fremhæver han kontrafasen, hvor målmand Salah Boutaf har fundet Jerry Tollbring med flere skarpe udkast. Den tidligere GOG-fløj ser ifølge Christensen ud til at være tilbage på sit gamle niveau – han siger følgende til mediet MigogEsbjerg.
“Jeg synes, de står godt i forsvaret, og så har deres kontrafase med Jerry og Salahs fine udkast set skarp ud. I det hele taget virker det som om, at den ‘gamle’ Jerry er tilbage,” vurderer GOG-træneren.
Begge hold kommer samtidig ind til opgøret efter skuffelser i pokalturneringen. Ribe-Esbjerg røg ud til Mors-Thy, mens GOG overraskende blev sendt ud af Sønderjyske, og for fynboerne handler det nu om hurtigt at få nederlaget rystet af sig.
GOG går ind til kampen som favorit hos bookmakerne, men historikken i Blue Water Dokken giver Ribe-Esbjerg grund til optimisme. I de seneste tre hjemmekampe mod GOG har vestjyderne vundet to og spillet én uafgjort.
Ribe-Esbjerg må dog klare topkampen uden cheftræner Marc Uhd på bænken. Han afsoner én spilledags karantæne efter det røde kort i pokalnederlaget til Mors-Thy, og derfor bliver det assistenttræner Ole Damgaard, der skal stå i spidsen for holdet mod GOG.





























