Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Gummersbach-boss fælder nådesløs dom

Gudjon Valur Sigurdsson tager hele skylden efter VfL Gummersbachs choknederlag på 34-38 til polske Gdańsk i European League: I dag svigtede jeg som træner.

VfL Gummersbach fik tirsdag aften en mareridtsstart på EHF European League, da det tyske traditionsmandskab højst overraskende tabte med 34-38 på hjemmebane til polske PGE Wybrzeża Gdańsk foran 3.011 tilskuere i Schwalbe Arena.

Efter at have vendt et tidligt femmålsunderskud til en pauseføring på 19-17 mistede værterne fuldstændig grebet i anden halvleg, hvor gæsterne straffede et usammenhængende tysk mandskab og sikrede en choksejr.

Efter slutfløjtet tog Gummersbachs cheftræner, Gudjon Valur Sigurdsson, hele ansvaret på sine egne skuldre og fredede sine spillere:

“Hjerteligt tillykke til Gdańsk med en meget, meget imponerende præstation imod os i en arena, som støttede os fantastisk. Jeg er naturligvis meget skuffet, men jeg er nødt til at tage mine drenge i forsvar. I dag svigtede jeg som træner, for det lykkedes mig ikke at forklare drengene, hvor vigtig denne kamp var for os. De troede, at de bare kunne ordne det med venstre hånd. Dér mærker man, hvor god håndbolden er blevet, og hvad Gdańsk viste i dag i forhold til fight, taktisk disciplin og spillemæssig kvalitet, var fantastisk. Det imponerede mig at se. Nu må vi videre,” lød den nådesløse selverkendelse fra Gudjon Valur Sigurdsson.

I den modsatte lejr var der til gengæld vild jubel hos cheftræner Patryk Rombel, som hyldede sit holds modstandsdygtighed i den historiske arena:

“Det var en kæmpe overraskelse for os, og jeg er naturligvis enormt stolt af holdet som helhed og hver enkelt spiller over, at vi modstod presset. Det var fantastisk at spille i dette håndboldmekka i Gummersbach. Vi kørte vores spil igennem og var meget konsekvente i angrebet, og i forsvaret arbejdede vi rigtig godt sammen. Det var vores bedste kamp i denne sæson, og jeg håber, det er starten på en ny æra i Gdańsk,” sagde Patryk Rombel.

Gummersbach får ikke meget tid til at sunde sig oven på blamagen. Allerede lørdag venter endnu en gigantisk opgave, når de gæster THW Kiel i Bundesligaen.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder