Det Europæiske Håndboldforbunds disciplinærinstans, EHF Court of Handball, har fældet dom over Dinamo Bucuresti-spilleren Victor Iturriza efter Champions League-opgøret mod Barça.
I kampen den 8. oktober mod den spanske gigant blev Iturriza tildelt en direkte diskvalifikation i det 34. minut.
Efter en grundig vurdering af episoden vurderer forbundet, at aktionen var hensynsløs og yderst farlig for modstanderen. På baggrund af den grove usportslige optræden har EHF Court of Handball idømt Victor Iturriza en spilledags karantæne i EHF’s klubturneringer.
Karantænen betyder, at den rutinerede stregspiller må sidde over, når Dinamo Bucuresti allerede torsdag den 15. oktober igen krydser klinger med netop Barça i Champions League.
Dinamo Bucuresti og Victor Iturriza har syv dage til at appellere afgørelsen til EHF Court of Appeal.




























