Debatten om København og Herning som værtsby til kommende håndboldslutrunder fortsætter.
Nu blander Ikast Håndbolds direktør Daniel Grønhøj sig også.
Over for Sport Herning er han blevet spurgt om sin holdning til, at København ser ud til at blive foretrukket frem for Herning ved slutrunderne i 2031 og 2032. Det sker med udgangspunkt i, at Ikast ligger tæt på Jyske Bank Boxen, som gennem mange år har været en central arena for store håndboldbegivenheder i Danmark.
Daniel Grønhøj har selv fra nært hold oplevet, hvad det betyder, når Danmark spiller i Herning. Alligevel ser han også muligheder i, at Royal Arena og København kan komme mere i spil.
“Jeg har jo ikke noget at skulle have sagt, og jeg kan ikke gøre noget som helst omkring afgørelsen i, om man spiller i København eller Herning. Men hvis jeg skal se muligheder med ja-hatten på, kan jeg godt se det fornuftige i at, man forsøger at udbrede, forbedre og forny produktet over for sponsorer, tilskuere, tv og andre samarbejdspartnere,” siger Daniel Grønhøj til Sport Herning.
Dermed lægger Ikast-direktøren sig i den mere pragmatiske del af debatten.
Hvor flere har fremhævet Herning som håndboldens naturlige hjemmebane på grund af erfaringen, frivilligkulturen og stemningen i Jyske Bank Boxen, peger Daniel Grønhøj på, at der også kan være et kommercielt og udviklingsmæssigt perspektiv i at bruge København.
Den endelige beslutning om værtskabet træffes først til november.
Indtil da fortsætter debatten om, hvor Danmark skal spille sine store slutrundekampe i 2031 og 2032.





























