Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

HØJ bekræfter: Stjerneskud dropper aftale

Axel Månsson skifter ikke til HØJ Elite efter klubbens nedrykning, og ifølge TV 2 SPORT ventes den svenske bagspiller i stedet at fortsætte karrieren i Skjern.

Der var store forventninger til Axel Månsson, da HØJ Elite indgik en aftale med ham forud for den kommende sæson.

Den svenske bagspiller er blevet regnet som en af Skandinaviens mest spændende spillere i årgang 2005, og efter en stærk sæson i den svenske liga havde han også været interessant for flere europæiske klubber. Derfor passede han på papiret ind i HØJ-projektet, hvor ambitionerne var store.

Men nedrykningen har ændret virkeligheden.

Ifølge HBOLD.dk’s oplysninger var Månsson den eneste af HØJ’s tilgange, der havde en klausul i sin aftale, som gjorde det muligt for ham at forlade fusionsklubben fra Ølstykke og Jyllinge uden en ny forhandling med klubben. Den mulighed har han nu gjort brug af.

Han vægtede det sportslige højere end både lønnen og projektet i HØJ, og derfor bliver det ikke til dansk 1. division for den unge svensker.

HØJ-direktør Lars Vinther bekræfter over for Sjællandske Medier, at Månsson ikke tiltræder i klubben.

“Jeg kan bekræfte, at Månsson ikke har ønsket at spille i den danske 1. division. Jeg er oprigtig ked af det på egne og på klubbens vegne, for han er en meget spændende spiller, ung og talentfuld. På den måde er jeg ærgerlig, men i den dialog, vi har haft med ham, har vi forståelse for hans beslutning”, siger Lars Vinther.

Hvor Axel Månsson fortsætter karrieren, er endnu ikke officielt. Ifølge TV 2 SPORT ventes han dog at blive præsenteret i Skjern.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder