HSV Hamburg har forstærket truppen med den bosniske playmaker Alem Hadzic.
Den 19-årige bagspiller skifter fra den nordmakedonske storklub HC Eurofarm Pelister, hvor han allerede har fået erfaring fra Champions League.
“Jeg glæder mig meget til at være i HSV Hamburg. Skiftet til verdens stærkeste liga er en stor udfordring, men samtidig en kæmpe mulighed for mig,” siger Alem Hadzic.
Han håber hurtigt at falde til i sin nye klub.
“Samtalerne med klubben gav mig en god fornemmelse fra begyndelsen. Jeg håber, at jeg hurtigt finder mig til rette og kan hjælpe holdet med min fart og mit skud,” siger han.
Hadzic har i løbet af de seneste to sæsoner scoret 17 mål i Champions League. Han har blandt andet været på måltavlen mod Füchse Berlin og SC Magdeburg.
I den seneste ligasæson bidrog playmakeren med 53 mål og 17 assists.
“Alem er en ung bagspiller med en utrolig interessant profil og store spillemæssige kvaliteter. Vi har fulgt ham i næsten et år og fik nu muligheden for at hente ham til Hamburg,” siger sportsdirektør Johannes Bitter.
HSV Hamburg forventer dog ikke, at Hadzic straks skal spille en stor rolle i Bundesligaen. Planen er, at han i første omgang skal have en vigtig funktion på klubbens andethold, samtidig med at han bliver fuldt integreret i den professionelle trup.
“Vi er klar over, at han er en spiller, som vi skal bygge forsigtigt op. På længere sigt skal han spille sig i betragtning til Bundesligaen,” siger Johannes Bitter.




























