Hvad skete der? Kvindelandsholdet mangler stadig at finde svaret
Kampen var knapt fløjtet i gang, før Norge havde afgjort sagerne og bragte sig i front med både 1-5 og 2-10. Herfra blev det ren overlevelse for et lammet dansk landshold.
SOUTH PARIS ARENA 6 (PARIS, HBOLD.DK): Hvad skete der?
Det spørgsmål er der nok rigtig mange, der sidder tilbage med ovenpå 18-27-nederlaget mod stærke Norge, der satte sig på begivenhedernes gang fra første fløjt og ikke så sig tilbage.
Det danske kvindelandshold står også tilbage med spørgsmålet: Og hvad er så svaret på det?
- Jeg er overrasket, for vi har et langt højere niveau, end det vi viser. Vi kommer til mange chancer i løbet af hele kampen faktisk. Desværre har de to helt fantastiske målmænd, og Silje (Solberg, red.) står bare en brandkamp. Vi skal være bedre, mere kyniske og præstere bedre. Det gør bare rigtig ondt på os og en af grundene til, at vi falder fra hinanden, siger Helena Elver til HBOLD.dk og resten af den danske presse.
- Vi leverer ikke det, vi skal håndboldmæssigt. Vi kommer bagud 2-10, og så er det svært at holde gejsten og attituden højt. Vi fejler ikke på det, men vi skal være bedre på det. Det er noget vi må hjem og arbejde på.
- Nu skal vi hjem og kigge video snakke sammen om, hvilket udtryk vi vil give, og hvordan vi vil rette ind, når tingene ikke fungerer. Vi skal forsøge hurtigst muligt at smide det her ud af vinduet og starte på en frisk. Vi skal tage de ting med, vi kan bruge herfra, og de ting vi ikke kan bruge skal vi bare få væk hurtigst muligt, slutter Helena Elver.
Der er mulighed for, at det danske kvindelandshold får rejst sig igen allerede i morgen, tirsdag, når Sverige venter klokken 21.00.