Den 26-årige italiener har været en central del af Stuttgart-holdet siden sommeren 2025, hvor han fulgte træner Misha Kaufmann fra ThSV Eisenach til TVB Stuttgart.
Nu har klubben valgt at forlænge samarbejdet med Mengon med yderligere et år:
“Kemien på holdet samt samarbejdet med ledelsen og trænerstaben passer ganske enkelt perfekt. Vi har klare ambitioner som klub og en fælles vision. Jeg giver alt hver eneste dag for at fortsætte ad den vej og bidrage til, at vi de kommende år kan arbejde os længere og længere op,” siger Simone Mengon i følge handball-world.news.
Den italienske landsholdsspiller fremhæver samtidig den tillid, han har mødt i klubben.
Hos TVB Stuttgart er der da heller ingen tvivl om, at Mengon har en vigtig rolle at spille i klubbens fremtid:
“Han er ikke bare en absolut profil på banen, men passer også fremragende ind i vores klub rent menneskeligt. Vi er overbeviste om, at han får en nøglerolle i forhold til at nå vores mål,” siger klubbens direktør Jürgen Schweikardt.
Mengon begyndte sin håndboldkarriere i italienske Pallamano Pressano, inden han som 17-årig i 2017 skiftede til Montpellier HB’s ungdomsafdeling i Frankrig.
Efter et ophold hos den franske klub Billère Handball tog han i 2023 skridtet til den tyske Bundesliga, da ThSV Eisenach hentede ham. I Eisenach udviklede han sig til en markant profil under Misha Kaufmann. Træneren og Mengon fulgtes som nævnt til Stuttgart i sommeren 2025.
Siden skiftet til TVB Stuttgart har italieneren etableret sig som en vigtig offensiv profil. Han har indtil videre scoret 143 mål i 36 kampe i den tyske Bundesliga.





























