Live – Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Kæmpe kup: GOG fjerner klausul og binder stjerne

GOG forlænger med Óli Mittún frem til sommeren 2028 og fjerner stjernens frikøbsklausul midt under massive rygter om interesse fra SC Magdeburg.

GOG har sikret sig en markant sejr på transfermarkedet. Den sydfynske topklub har forlænget og justeret aftalen med den færøske stjernespiller Óli Mittún, så han som minimum bliver i Gudme frem til sommeren 2028.

Vigtigst af alt betyder kontraktjusteringen, at bagspillerens hidtidige frikøbsklausul nu er blevet fjernet. Den 21-årige playmaker har ellers været genstand for intense rygter og massiv interesse fra den tyske gigant SC Magdeburg, men med den nye aftale smækker GOG døren solidt i for et snarligt Bundesliga-skifte.

Hovedpersonen selv lægger vægt på både den sportslige udvikling og den personlige trivsel på Sydfyn som afgørende faktorer for beslutningen:

“Jeg har valgt at blive i GOG til i hvert fald 2028, fordi jeg trives virkelig godt her – både på og udenfor banen. Jeg synes, vi har en meget spændende trup, og jeg synes, den kan blive endnu mere spændende, når vi er 100 procent sammenspillede. Jeg synes også, at jeg udvikler mig hver dag i den danske liga og selvfølgelig også i Champions League, hvor vi er meget godt med i den turnering. Derudover har jeg det super godt udenfor banen både med mine holdkammerater, og så bor min familie og venner også tæt på,” fortæller Óli Mittún.

Hos sportschef Mikkel Voigt er begejstringen ikke til at tage fejl af efter at have sikret holdets absolutte omdrejningspunkt på en langtidskontrakt uden smutveje:

“Óli Mittún er blevet et synonym for den type angrebsspil, vi ønsker at spille i GOG. Han har i denne sæsonstart leveret et utal af flotte præstationer, hvor effektiviteten specielt har været tårnhøj stort set i alle hans optrædener i den gule trøje indtil nu. Vi er glade for at have ændret i kontrakten mellem Óli Mittún og GOG, så parløbet vil fortsætte mindst indtil sommeren 2028. Vi tolker det som en meget fornem kærlighedserklæring fra Óli til GOG,” udtaler Mikkel Voigt.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder