Kiel er tæt på at miste landsholdsspiller
Den ungarske højrefløj Bence Imre ser ud til at vende hjem efter sit ophold i Tyskland. Ifølge flere medier har den 23-årige THW Kiel-spiller indgået en aftale med de ungarske mestre fra Telekom Veszprém gældende fra sommeren 2026.
Det er det velinformerede medie Handball Base, der oplyser, at Imre allerede har givet sit ja til klubben, og at en officiel bekræftelse kan komme inden længe.
Imres ankomst betyder samtidig, at meget tyder på et farvel til den slovenske højrefløj Gašper Marguč, hvis kontrakt udløber næste sommer.
Bence Imre skiftede i 2024 fra barndomsklubben Ferencváros til THW Kiel, hvor han samme år var med til at vinde den tyske pokal. Med skiftet til Veszprém kan den ungarske landsholdsprofil nu se frem til et comeback i hjemlig liga – denne gang i landets største klub.