Der er en tydelig parallel mellem Tomas Axnérs arbejde med Sverige og den situation, han nu står i hos Team Esbjerg. Begge steder har der været en klar strategi om at forynge holdet og bygge næste geled op, men begge steder er planerne blevet ramt af forhold, som ingen træner reelt kan kontrollere.
På det svenske landshold var retningen ellers lovende. Axnér havde fået flere nye spillere ind omkring stammen, og især Nina Koppang og Nina Dano lignede to venstrehåndede profiler, der kunne give Sverige en anden dynamik i bagkæden. Sammen med blandt andre Tyra Axnér stod næste generation stærkt, og under OL i Paris i 2024 var det tydeligt, at Sverige havde noget at bygge videre på.
Sverige sluttede som nummer fire efter bronzekampen mod Danmark, men undervejs i gruppespillet leverede svenskerne også en markant sejr over Norge, der senere endte med at vinde OL-guld. I den kamp bombede Tyra Axnér og Nina Koppang nordmændene til nederlag, og netop dér lignede Sveriges fremtid noget, der kunne blive rigtig stærkt.
To år senere ser billedet langt mere kompliceret ud. Stoppene hos især Jamina Roberts og Nathalie Hagman tager en stor del af Sveriges topniveau, og samtidig mangler landsholdet et reelt playmaker-alternativ til Jenny Carlsson. Det gør situationen endnu mere sårbar, når de venstrehåndede profiler, der skulle bære næste bølge, er blevet sat tilbage.
Nina Koppang har søgt en pause fra håndbolden, mens Nina Dano efter et svært forløb fandt spilleglæden igen i Sävehof efter skiftet fra Odense. Hun har siden skrevet kontrakt med HØJ og fået comeback på det svenske landshold, men hendes vej har heller ikke været lige. Tyra Axnér har til gengæld taget et stort skridt. Hun var særdeles afgørende i Champions Leagues Final4, hvor hun med Metz kunne lade sig krone som Champions League-vinder.
Sverige har også mistet Anna Lagerquist, der reelt har været verdens bedste forsvarsspiller, men nu er gået på håndboldpension. Til gengæld har de stadig Linn Blohm, men også hun er på vej tilbage efter en korsbåndsskade, og det gør stregpositionen mere usikker, end den normalt ville være. Der er fortsat et stykke op til samme niveau for Olivia Löfqvist og Sofia Hvenfelt, hvor sidstnævnte akkurat er vendt tilbage fra barsel og har skrevet kontrakt med Brest i Frankrig.
På mål står Sverige dog stadig stærkt med Johanna Bundsen, der er en topmålmand og senest blev kåret til Champions Leagues bedste målvogter efter en stærk sæson i Metz. Samtidig har Sverige i kulissen Charité Mumbongo, som har været med ved de seneste samlinger og vist stort potentiale, især i forsvarsspillet. Der er altså stadig kvalitet at arbejde med, men den naturlige overgang fra Roberts, Hagman og Lagerquist til næste lag er blevet mere ujævn, end den så ud til at være efter OL.
Det samme mønster kan man se i Team Esbjerg. Også her var planen tydelig. Klubben skulle forynge sig med Nina Koppang på højreback, Helene Kindberg som supplement og Tabea Schmid på stregen. Det lignede en spændende justering af et hold, der allerede havde verdensklassespillere som Henny Reistad, men som også havde brug for at bygge fremtiden ind i truppen.
I stedet er Esbjerg ramt af flere slag på én gang. Koppangs håndboldpause fjerner en vigtig venstrehåndet løsning. Tabea Schmids korsbåndsskade rammer stregpositionen hårdt. Dertil kommer graviditeter og en fortsat mangel på en spiller, der for alvor kan aflaste Henny Reistad.
Netop Reistad-spørgsmålet bliver centralt. Hun er verdens bedste spiller, men hun har også en dårlig ryg, og spørgsmålet er, om manglen på aflastning kan få betydning for, hvor længe hun bliver i Team Esbjerg. Det handler ikke kun om at finde en spiller, der kan give hende pauser. Det handler også om at finde en bagspiller, der kan lave noget af det samme som hende: vinde overtal, trække forsvar til sig og give Reistad den frie chance, i stedet for at hun hele tiden skal skabe den for sig selv eller for holdkammeraterne.
Om Live Deila og Henriette Eggen kan løse den opgave, er tvivlsomt. Førstnævnte har haft en flot udvikling, mens Eggen kommer til fra den norske liga, men også med en lang skadespause i bagagen. De kan sagtens blive nyttige spillere, men det er ikke oplagt, at de alene ændrer balancen i Esbjergs bagkæde.
Til gengæld har Helene Kindberg faktisk set bedre og bedre ud. Hun spillede gode kampe i DM-finalerne og leverede også en fin præstation mod eksempelvis Metz. Hvis Team Esbjerg kan udvikle videre på hendes viderespil, ligger der et potentiale i at brede spillet mere væk fra Henny Reistad.
Det er ikke en kritik af Tomas Axnér som træner. Tværtimod viser det, hvor skrøbelig planlægning i moderne tophåndbold kan være. Man kan godt have den rigtige strategi, identificere de rigtige profiler og begynde at bygge noget fornuftigt op, men pauser, skader, graviditeter og karrierestop kan ændre hele billedet.
For Team Esbjerg er behovet tydeligt. Henny Reistad er stadig spilleren, der kan afgøre de største kampe, men hvis klubben skal helt tilbage til Final4-niveau, kræver det mere balance omkring hende. Ikke som erstatning for hendes verdensklasse, men som en måde at sikre, at hele spillet ikke igen og igen skal igennem den samme spiller.
