Live – Mest læste Håndboldnyheder

Anders T. Willumsen

Klubben tager handling: Champions League vinder er suspenderet

Théophile Caussé er blevet suspenderet af Cesson-Rennes, efter han er blevet sigtet for grov voldtægt, voldtægtsforsøg og vanemæssig vold mod sin partner. Den franske højrefløj afviser anklagerne.

Cesson-Rennes har suspenderet Théophile Caussé.

Den 33-årige højrefløj og viceanfører var ikke med, da klubben genoptog træningen torsdag. Det sker efter, at han er blevet sigtet for grov voldtægt, voldtægtsforsøg og vanemæssig vold mod sin partner, som er mor til hans to børn.

Ifølge L’Équipe og Ouest-France sad Caussé varetægtsfængslet i 13 dage fra 4. juli, inden han blev løsladt under retslig kontrol. Sagen begyndte, da to venner af partneren 28. juni kontaktede politiet og fortalte om vold, der angiveligt skulle have fundet sted aftenen før efter en fest i Nantes.

De fortalte samtidig om gentagen vold. Partneren har ifølge oplysningerne bekræftet vold siden 2023 og et voldtægtsforsøg natten mellem 27. og 28. juni, men har afvist, at der skulle være tale om fuldbyrdet voldtægt. Hun har ikke selv ønsket at indgive anmeldelse.

Caussé afviser anklagerne om både voldtægt og vold.

“Betingelserne var ikke længere til stede for at fortsætte i et roligt arbejdsmiljø,” lyder det fra Cesson-Rennes ifølge L’Équipe.

Klubben understreger samtidig, at den respekterer uskyldsformodningen.

Théophile Caussé er et kendt navn i fransk håndbold. Han har spillet i den bedste franske række siden 2009 og har været omkring Dunkerque, Montpellier, Ivry og Cesson-Rennes. I alt står han noteret for 325 ligakampe og 512 mål.

Sportsligt har han blandt andet vundet det franske mesterskab med Dunkerque i 2014 og Champions League med Montpellier i 2018.

Nu er han sat uden for truppen, mens sagen behandles videre af de franske myndigheder.

Live – Mest læste Håndboldnyheder

Live – Mest læste FODBOLDnyheder